---
title: "PRESSEMEDDELELSE - Fjernvarme Horsens skærper fokus på sikkerhed og beredskab"
description: "Generalforsamlingen drøftede sikkerhed."
date: "2026-10-26"
created: "2026-10-26"
---

[Hjem](https://fjernvarmehorsens.dk/)

                    [Nyheder](https://fjernvarmehorsens.dk/nyheder)

                [PRESSEMEDDELELSE - Fjernvarme Horsens skærper fokus på sikkerhed og beredskab](https://fjernvarmehorsens.dk/nyheder/pressemeddelelse-fjernvarme-horsens-skaerper-fokus-paa-sikkerhed-og-beredskab)

# PRESSEMEDDELELSE - Fjernvarme Horsens skærper fokus på sikkerhed og beredskab

En mere usikker verden og nye digitale trusler stiller større krav til forsyningsselskaberne. På Fjernvarme Horsens A.m.b.a.s generalforsamling den 22. oktober var sikkerhed, beredskab og robusthed derfor hovedtemaer i både bestyrelsens politiske beretning og direktørens gennemgang af selskabets drift.

Fjernvarme er en del af samfundets kritiske infrastruktur. Derfor handler forsyningssikkerhed ikke længere kun om at vedligeholde ledningsnet og produktionsanlæg. Det handler i stigende grad også om cybersikkerhed, risikostyring og evnen til at håndtere hændelser, som kan true den daglige drift.

Det var et af hovedbudskaberne, da formand Jens Glavind aflagde sin beretning på årets ordinære generalforsamling i Fjernvarme Horsens.

– Vi lever i en tid, hvor vi er nødt til at forberede os på situationer, som vi for få år siden næppe havde forestillet os. Vores vigtigste opgave er stadig at sikre, at der er varme i radiatoren hos forbrugerne. Men det kræver i dag et langt bredere beredskab end tidligere, sagde Jens Glavind.

**Sikkerhed kræver en vedvarende indsats**

Formanden understregede i sin beretning, at en stabil og sikker varmeforsyning fortsat er selskabets vigtigste opgave. Det ændrede trusselsbillede har skærpet bestyrelsens fokus på beredskab, cybersikkerhed og fysisk sikring. Der arbejdes systematisk med at forebygge hændelser og sikre, at selskabet er godt rustet til at håndtere forstyrrelser.

– Meget af vores sikkerhedsarbejde er usynligt for forbrugerne. Det er faktisk hele pointen. Når beredskabet fungerer, og vi forebygger problemerne, før de opstår, er der ingen, der bemærker det. Formålet er klart: Kunderne skal være trygge ved deres varmeforsyning, erklærede formanden.

Meget af vores sikkerhedsarbejde er usynligt for forbrugerne. Det er faktisk hele pointen. Når beredskabet fungerer, og vi forebygger problemerne, før de opstår, er der ingen, der bemærker det. Formålet er klart: Kunderne skal være trygge ved deres varmeforsyning.

                Formand Jens Glavind

**Flere varmekilder styrker forsyningssikkerheden**

Sikkerhed og beredskab handler også om at kunne opretholde varmeproduktionen under skiftende forhold.

I sin driftsberetning inddrog direktør Christian Niederbockstruck ligeledes arbejdet med at styrke selskabets IT-sikkerhed, fysiske sikring og beredskab. Selskabet er underlagt særlig lovgivning om styrket beredskab i energisektoren, hvilket blandt andet kræver beredskabsplaner og løbende gennemførelse risiko- og sårbarhedsvurderinger, alt sammen underlagt myndighedernes tilsyn.

- Medarbejderne trænes blandt andet i at identificere og håndtere risici, og selskabet arbejder systematisk med at følge op på den ændrede trusselsituation, sagde direktøren.

Samtidig er et fleksibelt produktionsapparat en vigtig del af forsyningssikkerheden. Fjernvarme Horsens producerer varme fra flere forskellige energikilder og er dermed mindre afhængig af én bestemt teknologi.

– Vi skal ikke alene kunne levere varme, når alt fungerer som planlagt. Vi skal også kunne gøre det, når forudsætningerne ændrer sig. Derfor investerer vi både i sikkerhed, vedligeholdelse og forskellige produktionsmuligheder. Det er den langsigtede robusthed, der gør forskellen, påpegede formand Jens Glavind.

**Sund økonomi og konkurrencedygtige priser**

På generalforsamlingen kunne bestyrelsen samtidig konstatere, at selskabets omfattende investeringer i udbygning af fjernvarmenettet og produktionskapaciteten nu har toppet.

Selskabets gæld er nu begyndt at falde, da gælden afskrives hurtigere end værdien af aktiverne falder. Samtidig ligger den årlige varmepris for et standardhus på 13.832 kr., hvilket er tæt på landsgennemsnittet.

Generalforsamlingen godkendte årsrapporten uden bemærkninger, og de tre bestyrelsesmedlemmer, som var på valg Jens Glavind, Kim Bergmann og Lene Hodal Boeriis blev genvalgt uden modkandidater.

Formand Jens Glavind takkede for tilliden og slog fast:

– Vi skal fortsat arbejde for grønnest mulig og prisvenlig fjernvarme, men aldrig på bekostning af forsyningssikkerheden. Det kræver, at vi tænker langsigtet og har styr på både økonomien, teknikken og beredskabet. Det er det fundament, vi bygger videre på.

*(Illustrationerne er lavet med kunstig intelligens)*

## Generalforsamling 2026

Alt om generalforsamlingen i Fjernvarme Horsens A.m.b.a. 2026

            https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/ceec4cf2-f999-41b4-bf0a-0c2e8a27db64
