---
title: "Ny kunde: Ofte stillede spørgsmål"
description: "Find svar på det meste, hvis du overvejer fjernvarme."
date: "2026-06-11"
created: "2026-06-10"
---

[Hjem](https://fjernvarmehorsens.dk/)

                    [Ny kunde](https://fjernvarmehorsens.dk/ny-kunde-2)

                [Ny kunde: Ofte stillede spørgsmål](https://fjernvarmehorsens.dk/ny-kunde-2/ny-kunde-ofte-stillede-spoergsmaal)

# Ny kunde: Ofte stillede spørgsmål

## FAQ for nye og kommende kunder

Ofte stillede spørgsmål fra nye og kommende kunder og fra dig, som overvejer at skifte til fjernvarme. Det handler om tilslutning, priser, miljø og fordele og ulemper.

## Få fjernvarme

###

                                    Hvad er fjernvarme?

Fjernvarme er opvarmning med varmt vand, der produceres centralt og distribueres gennem et ledningsnet. Det varme vand sendes ud til boligerne, hvor det afgiver varme til radiatorer, gulvvarme og brugsvand. Herefter sendes det afkølede vand tilbage til produktionen og opvarmes igen.

Vi producerer varme ved hjælp af flere forskellige energikilder, hvilket bidrager til høj forsyningssikkerhed og en grøn varmeforsyning. Du kan læse mere om klimaaftryk og energikilder i vores grønne fjernvarmedeklaration.

[Fjernvarmedeklaration](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/ed9a37c0-381b-4159-994e-66fedf133122)

###

                                    Hvorfor vælge fjernvarme?

Fjernvarme er en driftssikker, komfortabel og fremtidssikret opvarmningsform. Anlægget passer i høj grad sig selv, kræver begrænset vedligeholdelse og har en lang levetid.

Vi drives som et andelsselskab (A.m.b.a.) efter hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at varmeforsyningen ikke drives med profit for øje, men til gavn for forbrugerne.

Fjernvarme er også en god løsning for klimaet.

###

                                    Kan jeg få fjernvarme?

Det afhænger af, om din ejendom ligger i et eksisterende eller planlagt fjernvarmeområde.

Du kan kontakte os og få mere information

- Om fjernvarme er tilgængelig i området
- Om området er under udbygning
- Om der gælder tilslutningspligt
- Om tilslutning er frivilligt

Hele Horsens midtby har allerede fjernvarme og den store fjernvarmeplan har tilføjet omegnsbyerne og omliggende områder. Du kan se vores forsyningsområde på linket. Bor du i et fjernvarmeområde, kan du få fjernvarme relativt hurtigt.

Bor du andre steder, må du væbne dig med tålmodighed. Der er ingen aktuelle planer om at udvide forsyningsområdet, da sådanne projekter vil få svært ved at hænge sammen økonomisk, primært på grund af afstanden til produktionsmidlerne. Du kan altid kontakte os og høre, om fjernvarme er eller bliver en mulighed for din ejendom.

[Ledningsnettet](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/195022a4-ccab-4a7e-943b-60825d2839b1)

###

                                    Sådan får et område fjernvarme

Alle fjernvarmeprojekter kræver ifølge Varmeforsyningsloven udarbejdelse af et projektforslag, som skal udvise positiv samfunds- og selskabsøkonomi, ligesom det skal være det miljø- og energimæssigt bedste alternativ.

Projektforslaget skal godkendes politisk og er bindende for forsyningsselskabet, men ikke for kunden.

De eksisterende andelshavere må ikke betale for investeringen, som skal kunne dækkes af det forventede tilslutningsbidrag og efterfølgende varmesalg i det nye område. Derfor skal selskabet nøje vurdere det potentielle kundegrundlag i et nyt område før investeringen foretages. Først når disse forhold er på plads, kan arbejdet med at etablere ledningsnet og forsyningskapacitet gå i gang.

Fjernvarmeetablering i nye områder sker således ikke i en håndevending. Derimod må det forventes at processen strækker sig over en årrække.

Du kan være heldig, at du bor i et område, som allerede har fjernvarme. Så er det nemmere og hurtigere at blive tilsluttet. Se mere her på siden og på linket.

[Ny kunde](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/2c5d298a-7486-4bd8-a2ca-2fb267be75e2)

###

                                    Hvad betyder det, at et område er udlagt til fjernvarme?

Kommunen har lavet en varmeplan, der udpeger de områder, som kan få fjernvarme. Bor man i et sådant område, kan man ikke få tilskud til en varmepumpe, og der kan være begrænsninger i de valg vedrørende opvarmning, man som boligejer kan træffe.

På linket kan du søge på din adresse og tænde for det lag, der viser om dit område er et fjernvarmeområde.

[Gå til plandata.dk](https://kort.plandata.dk/spatialmap)

###

                                    Hvad betyder tilslutningspligt?

I nogle områder er der tilslutningspligt, mens tilslutning i andre områder er frivillig.

Hvis din ejendom ligger i et område med tilslutningspligt, gælder de regler og vilkår, som kommunen har fastlagt for området. I områder uden tilslutningspligt vælger du selv, om du ønsker fjernvarme.

Tilslutningspligt kan ikke længere pålægges, men der, hvor det allerede er sket, gælder det fortsat.

[Fjernvarmeplanen](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/3193ed28-bb2c-42ee-aa9e-76f8eca85b9e)

###

                                    Hvornår kan jeg blive tilsluttet?

Tidspunktet afhænger af, hvor du bor.

I eksisterende forsyningsområder kan tilslutning ofte gennemføres inden for få måneder. I nye udbygningsområder afhænger tidspunktet af projektets fremdrift og eventuelle krav til tilslutningsprocent.

###

                                    Hvordan er hverdagen med fjernvarme?

Fjernvarme er nem varme. Din indvendige installation er en lille boks, som kan være i et skab.

Den støjer og lugter ikke og kan holde i mange år. Når anlægget er indreguleret korrekt, er mange års problemfri drift indenfor rækkevidde.

Hvis du holder øje med dit forbrug og dine temperaturer via E|Forsyning er der ikke meget andet du behøver. Der er ingen krav om årlige serviceeftersyn og sker der noget på varmeværket eller i ledningsnettet ude i byen, får du besked, hvis du har tilmeldt dig SMS-service, og vi udbedrer fejlen uden at du modtager en ekstra regning.

Samtidig kan du have god samvittighed, for fjernvarme er en ansvarlig og miljøbevidst opvarmningsform og du hjælper som fjernvarmekunde den grønne omstilling.

###

                                    Hvor grøn er fjernvarmen?

Fjernvarme Horsens arbejder løbende på at reducere klimaaftrykket fra varmeproduktionen.

Den aktuelle miljøpåvirkning fremgår af vores fjernvarmedeklaration, som blandt andet beskriver:

- CO₂-udledning
- Energikilder
- Brændselsfordeling
- Udvikling i klimaaftryk

Vi er stolte over at vores rankering er grøn = bedste niveau.

[Fjernvarmedeklaration](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/ed9a37c0-381b-4159-994e-66fedf133122)

###

                                    Hvor kommer fjernvarmen fra?

Fjernvarme Horsens har et mangfoldigt produktionsapparat. Vi laver varmen på lokalt affald, el, overskudsvarme fra lokale virksomheder, lokal biomasse og en smule naturgas.

Vi kan altid vælge den billigste måde at producere på og vi har backup, når der skal vedligeholdes, eller hvis der sker uheld. Forsyningssikkerhed og stabile leverancer er et kernepunkt i vores ydelse.

[Om os](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/8ada9443-8edb-4261-b74b-46e96ed4c666)

## Priser, økonomi og aftaler

###

                                    Hvad koster det at få fjernvarme?

Prisen afhænger af ejendommens placering, størrelse og eksisterende installation.

Omkostningerne kan blandt andet bestå af:

- Tilslutningsbidrag
- Stikledning
- Fjernvarmeanlæg/unit
- VVS-arbejder

Aktuelle priser for tilslutning fremgår af takstbladet.

[Pris for tilslutning til fjernvarme](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/5213da2a-cea7-4c9d-a6d9-c5b9d54be678)

###

                                    Hvad koster det at varme op med fjernvarme?

Varmeprisen består af:

- Variabelt forbrugsbidrag
- Fast bidrag (effektbidrag)
- Abonnementsbidrag

Den samlede pris afhænger af boligens størrelse og varmeforbrug.

Vores beregner giver dig mulighed for at se din forventede varmeudgift og sammenligne den med prisen på opvarmning med naturgas.

[Prisberegner](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/3254cd6b-a1ec-43ec-ade5-c0bd852fd970)

###

                                    Kan jeg spare penge ved at skifte til fjernvarme?

Mange boligejere oplever lavere varmeudgifter ved skift fra olie eller naturgas til fjernvarme.

Den konkrete besparelse afhænger blandt andet af:

- Nuværende opvarmningsform
- Energiforbrug
- Boligens størrelse
- Isoleringsstandard
- Energimarkedets priser

Beregneren kan give dig en indikation af økonomien for dig, hvis du skifter fra naturgas til fjernvarme.

[Prisberegner](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/3254cd6b-a1ec-43ec-ade5-c0bd852fd970)

###

                                    Hvordan fastsættes jeres priser?

Vores priser skal være kostægte. Vi må ikke tjene penge på vores ydelser. Derfor vurderes og justeres vores takster løbende, så der er balance i regnskabet. Når vi ændrer noget, bliver det varslet, hvis ændringen er væsentlig.

Det gælder også de løbende udgifter til opvarmning. Har vi opkrævet for lidt eller for meget, bliver det udlignet i de kommende års regnskaber. Det kaldes hvile i sig selv-princippet og er forbrugernes garanti for, at de ikke betaler for meget. Det eftervises af myndighederne.

[Takstblad](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/9299fda2-f9f0-4f97-a36c-bc47f259b648)

###

                                    Hvorfor er der så store prisforskelle blandt fjernvarmeselskaber?

Der er yderst sjældent direkte sammenlignelige forhold mellem varmeværker generelt. Værkerne afviger fx i størrelse, kundegrundlag, produktionsform, selskabsform, alder, tilstand, investeringsniveau, mv.

Alle er de dog underlagt samme lovgivning, der kræver, at varmen skal sælges til den pris, den koster at producere og distribuere, såkaldt kostægte priser, og at værkerne ikke må give hverken under- eller overskud, det såkaldte hvile i sig selv-princip. Disse forhold kontrolleres af Forsyningstilsynet.

Fjernvarmeprisen er sammensat af en række omkostningselementer, herunder de aktuelle energipriser, afgifter, CO2-kvotepriser, mv. Der skal tages højde for forventningerne til prisudviklingen på de pt. meget omskiftelige energimarkeder. Langsigtede investeringer i fx lednings- og anlægsrenoveringer, bliver afskrevet og længden af afskrivningsperioden påvirker varmeprisen. Tidligere års over- eller underdækninger, altså om fjernvarmen har kostet for meget eller for lidt, set i forhold til prisen for at producere og distribuere den, skal også indregnes positivt eller negativt i den aktuelle pris. En overdækning betales tilbage til kunderne i det følgende varmeår i form af en lavere varmepris, og en underdækning udlignes tilsvarende med en højere varmepris.

Varmeprisen er derfor altid et øjebliksbillede af situationen på både energimarkedet og forholdene i det enkelte varmeværk. Dynamikken i de mange faktorer og hvile i sig selv-princippet betyder, at varmeprisen helt sikkert vil ændre sig over tid.

I Horsens dækkes det grundlæggende varmebehov ved at omdanne affald til energi og med overskudsvarme fra industrien. I fyringssæsonen suppleres med biomasse, varmepumper og andre kilder, men om sommeren er affaldsenergi og overskudsvarme tilstrækkeligt. Vi er forpligtet til at modtage det kommunale affald året rundt. Det får vi penge for, og dermed er affald pt. den billigste måde at producere varme på. Men priserne på CO2-kvoter for udledningen ved affaldsenergiproduktionen er høje. Det samme er prisen på el, som vi bruger til varmepumperne og prisen på naturgas, som vi bruger i spidsbelastningsperioder om vinteren. Disse forhold er blandt mange andre udslagsgivende for den aktuelle fjernvarmepris.

Vi ligger ca. midt i Forsyningstilsynets statistik over varmepriser.

[Forsyningstilsynets statistik](https://forsyningstilsynet.dk/analyser-og-tal/forbrugerpriser/fjernvarmepriser)

###

                                    Hvorfor skal jeg betale tilslutningen forud?

Ca. 1 måned før arbejdet starter, modtager du en faktura på tilslutningen. Den skal være betalt inden arbejdet udføres, så vores andelshavere ikke risikerer at hænge på en udgift, der ikke dækkes ind.

[Ny kunde](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/2c5d298a-7486-4bd8-a2ca-2fb267be75e2)

###

                                    Kan jeg få håndværkerfradrag ved konvertering til fjernvarme?

Det afhænger af gældende regler på tidspunktet for konvertering.

Det er dit eget ansvar at afklare mulighederne i forhold til skat, da der er tale om et ligningsmæssigt fradrag, som vi ingen indflydelse har på.

[Håndværkerfradrag](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/a1c873ce-8509-4f66-82c8-c96d79198d00)

###

                                    Kan jeg få tilskud til fjernvarme?

Muligheden for tilskud afhænger af gældende regler og støtteordninger.

I områder, der er udlagt til fjernvarme, er det som udgangspunkt ikke muligt at opnå tilskud til varmepumper.

Der kan dog eksistere andre støtteordninger, som eksempelvis afkobling fra gasnettet.

Brug linket og se dine muligheder.

[SparEnergi](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fd4084cb-0818-48e2-928c-d36281765ee0)

###

                                    Hvordan ser min varmeregning ud og hvad betaler jeg for?

Se mere på linket.

[Forstå varmeregning og årsopgørelse](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/123bf8cf-6692-49d8-b2f4-12ef6fda2126)

###

                                    Hvordan tilmelder jeg mig fjernvarme?

Tilmelding sker via vores hjemmeside eller ved indgåelse af en fjernvarmeaftale.

Ved tilmelding skal du blandt andet tage stilling til:

- Tilslutning af ejendommen
- Eventuelt andelshaverskab

Aftalen er først gældende, når den er underskrevet af ejeren af ejendommen.

[Interesseformular](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/e70d82aa-d23c-44c2-8b43-ed68e2e73c85)

###

                                    Bliver jeg andelshaver?

Ja, hvis du ønsker det. Næsten alle vores kunder er andelshavere.

Fjernvarme Horsens er organiseret som et A.m.b.a. (Andelsselskab med begrænset ansvar)

Som andelshaver får du mulighed for at udøve indflydelse på vores generalforsamling, herunder valg af bestyrelse og behandling af forslag.

Andelshaverskab ændrer ikke på varmeprisen eller hæftelsen for vores forpligtelser.

Som andelshaver hæfter du ikke personligt for selskabets gæld eller øvrige forpligtelser.

Når du indgår en aftale om fjernvarme, kan du selv vælge om du vil være andelshaver eller ej.

###

                                    Kan jeg fortryde min tilmelding?

Ja. Den normale fortrydelsesret på 14 dage gælder også for fjernvarme.

Men vi stræber efter, at den rådgivning du får gør, at du ikke har lyst til at fortryde.

[aftale-om-fjernvarmelevering-eksempel.pdf](https://fjernvarmehorsens.dk/p/MOLIRIMEDIA/4b9bfe4d-bc44-45fb-a7bc-08dec5031ca2)

###

                                    Kan jeg melde mig ud af fjernvarmen igen?

Hvis ejendommen har tilslutningspligt, kan du ikke melde dig ud. Du er dog ikke forpligtet til at aftage fjernvarme, men du skal betale faste bidrag.

Hvis der ikke er tilslutningspligt, kan du udtræde efter vedtægternes vilkår (afsnit 5).

[Vedtægter](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/374f3894-f497-40d0-9d17-0180dd5721ec)

###

                                    Tilbyder I abonnementsløsninger?

Nej.

For nuværende skal du selv investere i den indvendige del af fjernvarmeinstallationen og stå for vedligehold af den sammen med din VVS-installatør.

###

                                    Kan jeg få rådgivning?

Ja.

Hvis du er i tvivl om økonomi, installation, tilslutning eller andre forhold, er du velkommen til at kontakte os.

Vi tilbyder rådgivning om fjernvarme og hjælper gerne med at vurdere, hvilken løsning der passer bedst til din ejendom.

[Råd & vejledning](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/902fe7ee-fd55-4a31-96aa-a32c8316e0e2)

## Installation og teknik

###

                                    Hvordan installeres fjernvarme?

Vi graver en stikledning ned fra vejen til ejendommen.

Inden arbejdet påbegyndes, aftales:

- Ledningens placering på grunden
- Indføringssted i huset
- Placering af måler og fjernvarmeunit

Efter etableringen retableres belægninger og terræn.

Når der er vand på stikledningen, kan din VVS-installatør montere dit fjernvarmeanlæg og koble det til husets eksisterende varmeinstallationer (radiatorer, gulvvarme og lign.).

[Ny kunde](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/2c5d298a-7486-4bd8-a2ca-2fb267be75e2)

###

                                    Hvor kommer fjernvarmen ind i huset?

Fjernvarmen føres normalt ind den vej, der giver den korteste og mest hensigtsmæssige ledningsføring.

Eventuelle særlige ønsker kan medføre ekstraomkostninger.

Inden vi graver, laver du en såkaldt stikaftale med en af vores medarbejdere, som dokumenterer føringsvej og øvrige forhold på grunden.

###

                                    Kan jeg beholde mine radiatorer og gulvvarme?

Ja.

Hvis boligen allerede har vandbårne radiatorer eller gulvvarme, kan disse som regel fortsat anvendes uden ændringer.

Din VVS-installatør bør rådgive dig, før du bestiller fjernvarme, så du er sikker på, at installationerne i din bolig kan arbejde sammen med fjernvarmen.

###

                                    Skal jeg stadig bruge min varmtvandsbeholder?

Normalt ikke.

Moderne fjernvarmeanlæg producerer varmt brugsvand via en gennemstrømningsveksler, hvilket betyder, at eksisterende varmtvandsbeholdere ofte kan fjernes.

Ved større ejendomme kan der dog være særlige forhold, som kræver individuel vurdering.

###

                                    Hvor meget fylder et fjernvarmeanlæg?

Et moderne fjernvarmeanlæg fylder typisk mindre end et naturgasfyr.

Mange anlæg kan placeres i:

- Teknikrum
- Bryggers
- Højskab

Derudover etableres normalt et mindre skab til hovedhanerne ved husets facade. Det er en fordel og sikkerhed for dig, at vi kan lukke for fjernvarmevandet til din bolig, hvis vores systemer mistænker en lækage.

[Ansvarsfordeling](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/78553a80-f2fe-42ba-9229-95d8656edb53)

###

                                    Hvor lang tid tager installationen?

Den indvendige installation kan normalt gennemføres på få arbejdsdage.

Under selve omkoblingen må du forvente at være uden varme og varmt vand i en kort periode.

###

                                    Hvad gør jeg med mit gamle gasfyr eller oliefyr?

Før fjernvarmeanlægget kan installeres, skal det gamle anlæg afmonteres.

Det kan blandt andet omfatte:

- Gasfyr eller oliefyr – det står din VVS’er for, hvis det er aftalt.
- Varmtvandsbeholder – også din VVS’er.
- Olietank - følg myndighedernes anvisninger for sløjfning af olietank.
- Skorsten - den kan blændes af og blive stående - det bestemmer du selv.

Eventuelle bygningsmæssige reparationer efter afmonteringen er ejerens ansvar.

###

                                    Kan jeg kombinere fjernvarme med andre varmekilder?

Ja.

Fjernvarme kan ofte anvendes sammen med eksempelvis:

- Brændeovn
- Pejs
- Luft-til-luft-varmepumpe

Eventuelle særlige kombinationsløsninger skal vurderes individuelt.

Du kan også beholde dit gaskomfur, hvis du vil. Hvis du vil afbryde gassen og benytte flaskegas til dit komfur, skal du selv aftale afbrydelsen med Evida.

Det er lokale regler, der bestemmer, hvad du må, så undersøg det selv med din kommune, skorstensfejer, e. lign.

Du kan ikke forvente fradrag i arealbidraget for din ejendom, selvom visse rum opvarmes ved andre kilder. Der er retspraksis for, at hvis rummene er forbundne, afregnes efter det fulde BBR-boligareal.

###

                                    Jeg skal bygge om – hvad gør jeg ift. fjernvarmen?

Kontakt os. Så får du råd og vejledning.

[Kontakt](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fae27ffe-86bd-4595-b2c2-6e3602cb1174)

###

                                    Kan jeg lukke for mit anlæg om sommeren?

Mange anlæg har mulighed for såkaldt *sommerluk*. Da anlægget er dit, bør du rådføre dig med din VVS-installatør, før du ændrer anlæggets indregulering. Særligt hvis du har gulvvarme skal du være opmærksom, da gulvvarme reagerer meget langsommere på temperaturskift end radiatorer.

* * *

## Mangler du svar på noget?

### Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål

                                [Kontakt](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fae27ffe-86bd-4595-b2c2-6e3602cb1174)

## Eksisterende kunde: Ofte stillede spørgsmål

Ofte stillede spørgsmål fra vores nuværende kunder. Det handler bl.a. om afregning, drift og service.

## FAQ for eksisterende kunder

Ofte stillede spørgsmål fra nuværende kunder, som allerede har fjernvarme. Det handler bl.a. om afregning, drift og service.

## Mit forbrug og min regning

###

                                    E|Forsyning - Hvordan følger jeg mit forbrug?

Som kunde kan du følge dit forbrug via E|Forsyning. Her kan du blandt andet:

- Se varmeforbrug
- Følge udviklingen i forbruget
- Se regninger og dokumenter
- Opdatere kontaktoplysninger
- Hente årsopgørelser

[E|Forsyning](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/d316af4c-e780-4bad-a7c5-20acb07541e1)

###

                                    Problemer med E|Forsyning

Der er visse krav til dine enheder og deres styresystemer. Find dem på linket.

[E|Forsyning](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/d316af4c-e780-4bad-a7c5-20acb07541e1)

###

                                    Hvordan aflæser jeg min måler?

Find svar i vores vejledningssektion.

Du kan også bare følge dit forbrug med E|Forsyning-app’en.

[Vejledning til fjernvarmemåler](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/f2d23fc8-b66e-4027-af9d-f0bee96f155a)

###

                                    Hvad er motivationstarif?

Motivationstariffen skal fremme en god udnyttelse af fjernvarmen.

Jo bedre dit anlæg afkøler fjernvarmevandet, desto mere effektivt fungerer fjernvarmesystemet.

Motivationstariffen belønner god afkøling og deraf følgende lav returtemperatur og motiverer til, at varmeinstallationen udnyttes optimalt.

[Motivationstarif](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/9801ff4a-bf3c-42a4-a872-0a290b65022b)

###

                                    Returtemperatur – jeg får beskeder fra jer – hvad gør jeg?

Du er velkommen til at ringe og få en snak med os, men du kan også kontakte din VVS-installatør. De kender problematikken og vores forsyningsområde og kan give dig god rådgivning. Anlægget tilhører dig, så vi kan ikke hjælpe med konkret VVS-arbejde.

[VVS-installatører](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/bc1f6805-8e39-444c-8d2a-a05f23481b7e)

###

                                    A conto-betaling – sådan fungerer det

Du betaler fire lige store rater om året. På den måde slipper du for store betalinger om vinteren, når forbruget er højt, men kan fordele udgiften jævnt over året.

Betalingsfristerne finder du i takstbladet eller på linket.

[Betalingsfrister](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/74609a6e-605e-4d93-a7d3-b739fd874893)

###

                                    Kan jeg selv vælge om jeg vil betale månedsvis?

Nej. Vi tilbyder ikke månedsafregning.

Vi foreslår, at du opretter en fast månedlig betaling i din netbank, så pengene er klar, når a conto-raterne forfalder.

###

                                    Hvor betaler jeg a conto og ikke efter forbrug?

Hvis du betalte efter forbrug, ville vi allerede have haft udgiften til at producere varmen til dig, før vi modtog din betaling. For at sikre selskabets likviditet afregner vi a conto forud. For meget og for lidt udlignes i årsopgørelsen.

###

                                    Varmeåret – hvad er det?

Varmeåret er vores afregningsperiode. Det løber fra 1.7. til 30.6.

Det betyder, at du modtager din årsopgørelse i starten af juli.

Fordelen for dig er, at hvis du har en efterbetaling forfalder den ikke midt i de dyre vintermåneder.

###

                                    Budget – hvordan fastlægges det og kan det justeres?

I dit første budget anslår vi et forbrug baseret på boligens størrelse, tidligere beboeres forbrug og andre parametre, fx bygningsmassen i områdets beskaffenhed. Vi ved ikke, hvor mange der bebor husstanden og hvordan jeres varmevaner er og derfor kan budgettet ramme skævt. Men det er forholdsmæssigt meget få budgetændringer, vi laver.

Hvis du kan konstatere, at dit forbrug afviger med +/- 2 MWh ift. det forventede (benyt E|Forsyning til at se dine forbrugstal), kan du kontakte os og forhandle en ændring af budgettet.

[E|Forsyning](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/d316af4c-e780-4bad-a7c5-20acb07541e1)

###

                                    Kan jeg udskyde mine betalinger?

Som udgangspunkt nej. Kontakt vores kundeafdeling, hvis du har spørgsmål.

- Tlf. 7562 7233 ml. kl. 9-12 på hverdage.

[Kontakt](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fae27ffe-86bd-4595-b2c2-6e3602cb1174)

###

                                    Hvordan ser jeg om I har modtaget min betaling?

Tjek din netbank. Se, om pengene er overført med de rigtige oplysninger.

Som en sidste udvej kan du kontakte os – så kan vi tjekke om vi kan se din indbetaling.

[Kontakt](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fae27ffe-86bd-4595-b2c2-6e3602cb1174)

###

                                    Hvordan og hvornår betaler jeg?

Vi anbefaler, at du tilmelder dine fjernvarmebetalinger til Betalingsservice.

Så slipper du for at huske forfaldsdatoer og rykkergebyrer og det, der er værre. Forfaldsdatoer kan du se i [Takstblad](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/9299fda2-f9f0-4f97-a36c-bc47f259b648 "Takstblad").

[Betalingsservice](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/cd63c704-3f47-4851-91fa-9e8a2a1c9a14)

###

                                    Hvornår får jeg min årsopgørelse?

Den udsendes efter varmeårets afslutning 30.6.

Se mere i takstbladet om, hvordan tilgodehavender og efterbetalinger håndteres.

[Takstblad](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/9299fda2-f9f0-4f97-a36c-bc47f259b648)

###

                                    Hvorfor sender I alle de beskeder ud om mit forbrug?

Det skal vi.

Syv gange om året.

Vi kan desværre ikke tilbyde dig at slippe for dem. I stedet håber vi, du vil vælge at se det som en god mulighed for at holde øje med forbruget og opfange uregelmæssigheder før de vokser sig store.

## Hjælp og kundeservice

###

                                    Driftsforstyrrelser – hvorfor afbryder I hver gang vi skal have gæster?

Vi afbryder kun når det er nødvendigt. Det er altid en balancegang, men vi gør vores bedste og håber på forståelse. Vi evaluerer altid bagefter om der var noget vi kunne have gjort bedre.

###

                                    Driftsforstyrrelser – hvordan ved jeg om fejlen er hos mig eller hos jer?

Det kan godt betale sig at tjekke et par ting selv, inden du kontakter din VVS-installatør eller os.

[Ingen varme i boligen?](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/ba59b37d-a66e-42c3-b036-4258ecf7a2b9)

###

                                    Hvorfor får jeg ikke SMS’er om afbrydelser?

Du skal selv tilmelde dig vores SMS- og e-mail-service.

Ved planlagte afbrydelser får du besked. Ved akutte afbrydelser er det ikke sikkert, for vi vurderer altid, om vi kan løse problemet hurtigere end vi kan udsende varsler til de berørte. Det er en balancegang og vi vurderer ikke altid rigtigt, men vi evaluerer altid bagefter og stræber efter at forbedre indsatsen.

[SMS-Service](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/0b21cee4-bd93-44fb-92c9-58fa73057e39)

###

                                    Hvorfor kommer breve fra jer så sent?

Almindelig brevpost er ikke hvad det har været.

Medmindre du har en fritagelse for offentlig digital kommunikation, skal du ifølge vores vedtægter være tilmeldt e-Boks.

Så modtager du skrivelser fra os til tiden.

Bemærk, at vi ikke automatisk får at vide, hvis du har fritagelse, så det vil vi gerne have, at du fortæller os.

[e-Boks](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/14a5079a-2dc9-4656-ac78-0e6c87f9c67b)

###

                                    Rykkeren kom først efter betalingsfristen

Almindelig brevpost er ikke hvad det har været.

Medmindre du har en fritagelse for offentlig digital kommunikation, skal du ifølge vores vedtægter være tilmeldt e-Boks.

Så modtager du skrivelser fra os til tiden.

Bemærk, at vi ikke automatisk får at vide, hvis du har fritagelse, så det vil vi gerne have, at du fortæller os.

[e-Boks](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/14a5079a-2dc9-4656-ac78-0e6c87f9c67b)

###

                                    Jeg skal flytte – hvad gør jeg?

Du skal selv give besked om at du flytter.

Du kan benytte vores flytteformular.

Måske giver dit boligselskab eller ejendomsmægler os besked, men det skal du tjekke med dem.

Når vi kender skæringsdatoen, fjernaflæser vi måleren og udarbejder en opgørelse.

[Meld flytning](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/45dd0c2c-9fbe-4900-99f7-ba41ad3a3890)

###

                                    Dødsbo – hvorfor sender I rykkere?

Fjernvarme Horsens får ikke automatisk besked, når et kundeforhold bliver en del af et dødsbo.

Derfor følger vi normale betalingsprocedurer og udsender fx rykkere ved manglende betaling.

Det kan virke sårende på de efterladte, når kreditorer rykker for betaling, men kreditorer ved ikke, at dødsfaldet er sket, før de enten får meddelelse om det fra fx de efterladte eller selv opsøger informationen på fx skifteportalen.

Når det står klart, at der er tale om et dødsbo, indstiller vi naturligvis rykkerudsendelserne og indgiver i stedet krav til skifteretten og modtager som regel de manglende betalinger når boet frigives.

Derfor vil vi meget gerne have besked fra de efterladte når en af vores kunder afgår ved døden. Man har naturligvis meget andet at tænke på som efterladt, men indtil vi ved det, har vi ikke andre muligheder end at følge normal procedure.

Tak for forståelsen.

[Kontakt](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fae27ffe-86bd-4595-b2c2-6e3602cb1174)

###

                                    Jeg får mærkelige mails fra Kamstrup – er det svindel?

Nej, den er god nok.

Vi har et samarbejde med varmemålerproducenten Kamstrup, som hjælper os med at opsnappe de forbrugere, som har et uhensigtsmæssigt forbrugsmønster.

Vi er opmærksomme på, at det kan være forvirrende og mistænkeligt når andre end os henvender sig vedrørende fjernvarmen og vi arbejder på en løsning.

###

                                    Jeg får opkald og mails om målerudskiftning – er det svindel?

Nej, den er god nok.

Vi udskifter løbende i målerparken. Vi har en ekstern medarbejder til at varetage opgaven. Tjek ham på [fjernvarmehorsens.dk/id](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/617bd913-1be0-466c-9373-b282138a1cb0 "Måleroptimering").

[Måleroptimering](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/617bd913-1be0-466c-9373-b282138a1cb0)

###

                                    Hvorfor graver I i sommerferien – vi vil have ro!

Det gør vi som regel heller ikke.

Men akutte problemer skal løses hurtigst muligt.

Der kan også være situationer, hvor fx den mindskede myldretidstrafik i ferieperioder gør det til en god ide at grave i trafikale knudepunkter.

Vi håber på forståelse.

###

                                    Jeg får breve om tilslutningspligt og 9 års frist – hvad er nu det for noget?

Din ejendom ligger i fjernvarmeplanens område og er derfor blevet pålagt tilslutningspligt.

Det har kommunen tidligere meddelt dig.

I forbindelse hermed har du haft mulighed for at udsætte din tilslutning i ni år.

Disse frister udløber etapevis, og har du fået brev herom, skal du følge informationerne deri.

[Fjernvarmeplanen](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/3193ed28-bb2c-42ee-aa9e-76f8eca85b9e)

* * *

## Om driftsforstyrrelser

###

                                    Hvornår kan Fjernvarme Horsens afbryde fjernvarmen?

Vi vil gerne forsyne altid, men det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi afbryder, når vi skal reparere og vedligeholde ledningsnettet, eller hvis der sker en akut fejl.

Ifølge vores almindelige leveringsbestemmelsers afsnit 3.6 har vi lov til at afbryde forsyningen, når der er gyldig grund. Vi varsler afbrydelsen i god tid, så vidt det er muligt.

[Almindelige bestemmelser](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/9bc19d30-7783-478a-8781-4b168c910926)

###

                                    Hvad skal jeg gøre, når I afbryder?

Det kan være en god ide at lukke hovedhanerne og slukke en eventuel cirkulationspumpe. Men det er kun en anbefaling, og det vil kun i yderst sjældne tilfælde have betydning, hvis du ikke gør noget.

###

                                    Skal jeg gøre noget, når forsyningen genoptages?

Tjek, om anlægget kører som det skal. Alt efter længden på afbrydelsen kan det tage noget tid, før vandet i forsyningsledningerne har nået dets optimale temperatur.

Anlægget i ejendommen tilhører ejeren, så du skal selv kontakte sin VVS-installatør, hvis du får problemer.

###

                                    Hvorfor fik jeg ikke besked om afbrydelsen?

Du skal selv tilmelde dig vores SMS-service. Brug linket. I sjældne tilfælde kan en afbrydelse få mere vidtrækkende konsekvenser end antaget ved udsendelse af varsling. I det tilfælde kan vi ikke garantere, at du får besked. Ved akutte afbrydelser prioriterer vi ofte at rette fejlen hurtigst muligt og vælger måske ikke at udsende besked.

[SMS-Service](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/0b21cee4-bd93-44fb-92c9-58fa73057e39)

###

                                    Hvad sker der, når I afbryder varmeforsyningen?

Cirkulationen af varmt fjernvarmevand stopper. Dit varmeanlæg får ikke noget varmt vand, at "leve af", og den varme hane leverer ikke varmt vand (med mindre du har en varmtvandsbeholder, som lagrer varmt vand, indtil du har brugt det).

Den almindelige vandforsyning til vandhaner, toiletter, osv. berøres ikke. Hvis denne forsyning svigter, skal du kontakte dit vandværk.

###

                                    Der er ingen planlagte afbrydelser, men jeg har ingen varme?

Brug linket og se, hvad du kan gøre.

[Ingen varme i boligen?](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/ba59b37d-a66e-42c3-b036-4258ecf7a2b9)

## Mangler du svar på noget?

### Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål

                                [Kontakt](https://fjernvarmehorsens.dk/MOLIRIPAGE/fae27ffe-86bd-4595-b2c2-6e3602cb1174)
